75 års jubilæumsfest 2006

Den 23. og 24. Juni 2006 afholdt Ejstrupholm IF sit 75 års jubilæum med børnedisko, fodboldstævne og stort teltfest. Tilløbet til arrangementet har været langt, allerede før jul blev et festudvalg fundet og startede planlægningen af, hvad der nu skulle ske. Målet var fra start, at skabe en dag for hele familien, og man kan kun sige det lykkedes helt perfekt.

Fredag og Sankt Hans aften bød på disko, dans og sjove drinks for børnene, sjældent har man set et så veludstyret diskotek, der bød på høj musik, røg, bobler, skum og lys i alle farver. Desværre var fremmødet ikke så stort, men det gav jo bare ekstra plads på dansegulvet til de fremmødte børn, der i hvert fald ikke var skuffede.

Lørdag, dagen for det store fodboldstævne startede kl. 10, hele 35 hold var tilmeldt i de 3 grupper for bl.a. børn, firmaer, gader, venner, foreninger osv. Der var derfor ingen undskyldninger for ikke at have tilmeldt et hold, der var absolut plads til alle. Stævnet blev spillet færdig ved 16 tiden, hvor vinderen af Dynamitpuljen kunne kåres. Holdet fra Invita køkkener løb med sejren.

Lupus FC Midtjyllands børneglade mascot lagde også vejen forbi, han var i den time besøget varede, tæt ”mandsopdækket” af en kæmpe flok jublende børn, der fik masser af snak og autografer med på vejen. Besøget af Lupus var et led, i det samarbejde klubben har med FCM på børneafdelingen.​

Mange af stævnets deltagere havde taget hele familien med, så der var en livlig aktivitet på stadion denne dag. Her kunne man også se, hvordan mange frivillige fra klubben har arbejdet på at renovere og forskønne klubhuset og omgivelserne. Mange har været i gang med malerpensler, der er kommet nyt tag på, sået græs, plantet træer osv. det var tiltrængt og der arbejdes stadig på det sidste. Vi anslår omkring 500 personer lagde vejen forbi stadion på Ågade denne skønne sommerdag, hvor vejret var helt i top til hygge og leg, og der skal lyde en stor tak fra foreningens side, for den store opbakning fra alle folk i byen, deltagere, hjælpere osv.

Aftenen rundede dagens begivenheder af med et stort teltbal, hvor Buddy Wolly and his Bollymen fyrede den af på scenen med rock og blues, så dansegulvet var på kogepunktet. En skøn aften med god musik, glade mennesker og utrolig buffet med lækker mad fra Slagter Kalle…en helt fantastisk dag kunne lukke og slutte, morgendagen stod på oprydning og det kæmpe telt skulle pilles ned og status gøres op. Det har bestemt været en stor succes for idrætsforeningen, og mon ikke det kommer op til overvejelse i bestyrelsen, om det kan blive en fast tradition, på den ene eller anden måde, vi kan kun sige opfordringerne er mange…

Men indtil da fortsætter planlægningen af foreningens officielle 75 års jubilæum den 5. August, hvor der holdes reception i klubhuset på Ågade.​

Kontakt

​Ejstrupholm Idrætsforening

Ågade 2

7361 Ejstrupholm

Tlf.: 93 39 19 50

E-mail: thyregodvej@privat.dk

Ejstrupholm Idrætsforening
Ågade 2, 7361 Ejstrupholm

FIND OS​